Tusindvis af brev blev hver uge sendt frem og tilbage over Atlanten i tiden hvor den store emigrationsbølge ramte Danmark. Også min brevsamling bærer præg af, at slægtninge og venner valgte at forsøge lykken i Amerika. En bror, en søster, en ven, en kollega…
For dem der emigrerede, var brevene hjemmefra det faste holdepunkt i tilværelsen, det gamle og velkendte, som man ventede på med længsel, mens man kæmpede for at finde sine ben i det nye land og lære det nye sprog. Man beskrev til familien derhjemme hvordan rejsen var forløbet og senere hvad man observerede om amerikanerne og det nye sted. Sådanne breve er ofte fulde af savn og hjemve, som f.eks. Anne Glejbergs breve fra 1890’erne.
Afstanden mellem USA og Danmark må have været ufattelig stor i slutningen af 1800-tallet – det drejede sig om uger med skib, gåben, vogn og tog for at komme frem. Billetten var dyr og man vidste, at man som oftest ikke bare lige kunne rejse hjem igen.
Den næste generation, børnene af dem der immigrerer, er blevet til amerikanere, men mindet og følelserne for Danmark er stadigvæk store. Det danske sprog, der stadigvæk skrives til slægtningene i Danmark, bærer præg af, at det ikke længere er det primære sprog. Dansk var det sprog, der blev talt i barndomshjemmet, men ikke længere i hverdagen. Mange andengenerationsimmigranter blev sendt hjem til Danmark på dannelsesrejser og for at bevare båndet til det Danske, som f.eks. Christian Nelson beskriver i sit brev fra 1910.
I tredje generation er det danske sprog ofte blot et svagt ekko, man forstår meget, men mestrer det ikke længere. Der er nu ofte gået 70-90 år siden forfædrene første gang satte fod på amerikansk grund. Mange af de gamle historier i familien er begyndt at blegne og mange fra tredje generation begynder at søge efter de gamle rødder i Danmark, hvilket man f.eks. ser i Joy Maras brev fra 1985.
Læs mere om brevene og se et udsnit af brevene: