Jul i Madslund ca. 1900

I et brev til moderen mindes Kathrine Madslund barndommens jul.

Kathrine Madslund blev født i husmandsstedet Madslund ved Sir Holstebro.
Madslund var faderens fødested og hele familien Madslund boede der frem til 1901, hvor forældrene solgte huset og flyttede til Vinderup. Navnet tager de dog med sig 🙂

Jeg tænker saa tit paa Julen som Barn. Jeg tror ingen Børn har haft bedre Jul end os, endskøndt vi hverken havde Juletræ eller fik Julegaver, men alt staar saa tydeligt for mig. Jeg husker hvordan der før Jul blev kalket og vadsket Loft; skurret Sengestokke og saa kom der rent Halm i Sengene, og saa Juleaften, hvordan vi gik og længtes efter at du, Mor, kunde blive færdig og komme ind til os, og naar vi saa havde spist og leget lidt med Pebernødder, saa skulde Far læse Julefortællingen i ”For mine smaa Venner”.
Nu tænker jeg sommetider paa hvor lidt vi tænkte paa, at du, Mor, gik og arbejdede i Julen. Vi syntes altid selv, at vi skulde have fri. Men nu bagefter forstaar vi alting saa godt. Ak kunde vi gøre det …to Gange blot, men kunde vi det, er jeg næsten bange, vi ønskede at gøre det triende Gange…