Kathrine Madslund – foråret 1920 – den spanske syge

Om Kathrine Madslund

Kathrine Madslund fik hurtigt sin ilddåb som sygeplejeelev i forbindelse med den spanske syge, hvor også eleverne blev sat til at passe de syge.

Nedenstående brev er dateret marts 1920, hvor hun vågede over de syge på hærens epidemihospital.

Udateret foto – Kathrine står bagerst som nr. 2 fra højre.

 

Kære Moder

Her sider jeg i den stille Nat mellem 5 dødsyge unge Mennesker som alle har den spanske Lungebetændelse. Vi har travlt kan du tro, vi har hverken Fridag eller Fritime mere på Grund af den spanske Syge som jo nu raser igen. Jeg våger for Tiden. Jeg har ligefor nyligt våget 3 Uger, så har jeg haft Dagtjeneste 3 Uger, nu våger jeg igen.

Sidste Gang jeg vågede var det over Børn, jeg kom nemlig på Epidemien til Nytår og der har været stor Epidemi af Skarlagensfeber her i Byen, ja er det for resten endnu, men den er i aftagende. Nu er jeg kommen til at våge over Spanske Patienter, deriblandt en Englænder, så nu har jeg god Brug for det Engelske, jeg har lært. Det går nu meget godt med at forstå. Skønt han er meget dårlig, må vi sommetider næste le begge to af mit gebrokne Engelske…

Nu er det snart fjorten Dage siden jeg skrev det først af Brevet, nu er det vist på Tide at få det sluttet. Jeg har i Mellemtiden haft så travlt om Natten så jeg næsten ikke har kunnet få det skrevet færdigt. De tre af de syge har været så uklare i Feberfantasier og har hele Tiden vilde springe ud af Sengen så dem har jeg måttet stå og holde på. Englænderen er død. I Aften er det for første Gang efter 8 Dages Forløb lidt mere roligt, om Dagen har jeg været for træt og søvnig til at skrive. Jeg er heldigvis rask trods alt. Sommetider kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at jeg ikke bliver syg, når jeg sidder hele Natten igennem hos disse dårlige spanske Lungebetændelser, der stinker langt ud af Halsen, men nu er jeg snart træt af at våge, nu håber jeg også snart at blive fri. Jeg synes jeg er bleven hel gammel og rynket af det.

Det er i Grunden underligt at vi alle sammen i familien er blevet sparet under den spanske Syge, da der er så umådelig mange døde.

Anna er nu blevet optaget på Kommunehospitalet til 1ste Maj, men det er jo ingen Sag for hende at begynde nu, hvor Eleverne får 60 Kr. om Måneden allerede efter 3 Måneders Forløb.

Hans og Henrik har jeg ikke været hos siden Jul, først for 8 Dage siden var jeg derude en Times Tid. Da var jeg nemlig færdig med at passe Skarlagensfeber, og jeg havde været bange for at smitte Børnene, men når jeg nu er færdig med at våge, får jeg nok en Fredag så må jeg derud, de har det godt alle sammen.

Nu må jeg slutte. Jeg har de nye Bukser på, de er så dejlig varme.

Tusind Tak for Kagerne og Brevet. Skriv snart et Par Ord igen. Hils alle.

Mange kærlige Hilsner fra

Kathrine

Hærens Epidemihospital

Jagtvejen