Majas historie
Jane Madslund (oprindelig døbt Mariane Laursen Madslund) var født 25. februar 1894, Sir Sogn som næstyngste barn af Husmand Laust Henriksen og Sine Jensen. (Jane er i øvrigt en niece til Anne Jensen, som jeg tidligere har skrevet om i Amerika 1888)
Efter endt skolegang og forskellige pladser som tjenestepige, blev hun 1913 ansat som stuepige hos Borgmester Bierfreund i Holstebro.
Hun blev afskediget fra pladsen i utide, ifølge hendes eget udsagn fordi hun og den anden stuepige ”travede for raskt”. Af brevene fra 1913 fremgår det at hun var rastløs, hun følte ikke familien forstår hende og hun ville mere med sit liv, se sig om i verden og mærke suset fra eventyrene.
Gennem en annonce i avisen søgte hun om og fik ansættelse hos den danske familie Kruse i Isleworth tæt på London.
I forbindelse med dette livsskift tog hun også et nyt navn og begyndte at kalde sig Maja i stedet for Jane. Inden hun forlod Danmark forlovede hun sig med en Christian Mikkelsen fra Struer.
Hun startede sit nye job 1. januar 1914 og forblev i England frem til sin død i maj 1915.
Nedenstående brevudsnit er breve til og fra og om Maja i den tid hun levede i England.
Majas brevsamling
Majas historie
Fru Kruse december 1913
Fru Brun sendte mig i dag Deres Ansøgning om Pladsen som Enepige hos os i London. Vi er kun to i Familien og beboer et lille Hus for os selv cirka 3 Kvarters Kørsel vest for London hvorind min Mand tager til sit Kontor hver Morgen. Som altid i England vasker vi selv – uden Hjælp – hver anden Tirsdag – Folk vasker ellers som Regel hver Ugedag, men jeg fortrækker hver 14de Dag, da der jo aldrig er så meget hos os. Mine Piger plejer altid at have det klaret først på Dagen. For øvrigt er det et nemt og bekvemt Hus at holde og i det daglige en nem Plads.
De skal ikke tidligt op hos os, da jeg ikke tror på Arbejde der er gjort i Mulm og Mørke. Kl. 7.30 skal der bringes Barbervand op i Badeværelset. Min Mand sætter uhyre Pris på Præcision.
Jeg vil på Forhånd bemærke, at jeg sætter stor Pris på Properhed og et venligt Væsen.…Pigerne i England arbejder om Formiddagen altid i en ordentlig Bomuldskjole og om Eftermiddagen bruger de en sort Kjole med hvidt Forklæde samt altid en lille hvid Kappe på Håret. Kapperne leverer jeg. Vil De være så god hurtigst muligt at lade mig vide om De ønsker Pladsen.
Fru Kruse januar 1914
Kun et Par Ord for at lade Dem vide at Toget jeg venter Dem med Mandag Morgen afgår fra Parkerton Station ved Havnen i Harwich kl. 7.48 og er i London kl. 10.26. Er jeg der ikke lige når De kommer så vær bare ganske rolig og vent på Perronen, man ved sig aldrig sikker for Forsinkelser på de lange Afstande.
Maja februar 1914
Jeg er ligegodt fornøjet og glad for at være her. Alle Mennesker er så venlige og det går helt godt med Sproget. Kruse siger, jeg er lærenem. Familien Kruse kommer meget i et fint engelsk Hus, hvor jeg også har været med to Gange for at lære lidt engelsk. Jeg går så og hjælper Pigen lidt og taler med hende. Det er morsomt at se, hvordan det går til i et fint engelsk Hus. Der er masser af Sølvtøj, men det er også fine Folk som kommer der, så jeg har vartet op for engelske Grever og Grevinder. Der er alle sammen så venlige mod mig – de synes vist det er morsomt at jeg er Udlænding. Den engelske Frue og hendes Datter holder så meget af Fru Kruse og så falder der jo også lidt af på mig. Jeg kan stadigvæk kun tale lidt engelsk og forstå endnu mindre. Når de engelske Herrer taler, lyder det for mig som om de siger ”vov, vov, vov” hele Tiden. Det sagde jeg så også til ham… Uha, som han lo. Det var en Chauffør for en af Gæsterne i det engelske Hus. Hver Gang jeg sagde noget skoggerlo han. Det kan jo godt være det lød lidt morsom, men når man ikke kan tale Sproget gælder det om på anden Måde at vise, at man ikke er tabt bag af en Vogn. Jeg gjorde mig så morsom som jeg kunne, så de skoggerlo hele Tiden ude i Køkkenet. Så sagde jeg til ham ”you is not quite well” (du er ikke rigtig rask), uha som han grinede for det gør nemlig ingenting, at man er lidt uhøflig, de tager det hele for gode Varer, når man er Udlænding.
Men jeg skulle også fortælle lidt om hvordan her er: Vi bor på en Vej der hedder Avenue Road (Road betyder Vej). Denne Vej går hen til en Gade i hvilken der går Sporvogne, Biler og Drosler og meget mere. Den underjordiske Jernbane går omtrent herud. Vi bor nok for os selv, men der er en Familie til i samme Hus. I England er Husene bygget sådan, at vi ikke bor oven over Hinanden, men ved siden af Hinanden. Så der er to Indgangsdøre, to Gårdsrum og to Torvehuse og lignende. Meget praktisk. Vi har Das, og Vandværk naturligvis. Badeværelse med stor Badekar – det er dejligt indrettet. Det er ikke nogen stor Lejlighed, men fint og hyggeligt. Mit Tøj er udmærket, jeg går med Kappe. Det gør alle Piger i England, ellers bliver man ikke regnet for at høre til et ordentligt Hus.
Maja marts 1914
Nu har jeg været i London! Edith og jeg var derinde forrige Søndag og så et lille Hjørne af Byen. Ja, det er rigtignok noget andet end Holstebro! Og så er der endda ikke så meget Færdsel om Søndagen som der er om Hverdagen. Derfor var vi også derinde i Aftes for at se Byen en Hverdagsaften og da skal jeg love for der var Færdsel og Halløj, Ih du store Kineser sikke et Mylder af Mennesker og Automobiler, Omnibusser og meget mere. Der må jeg rigtignok sige, at aldrig har jeg set noget lignende. Det var sikker noget af et Syn at se os to små Piger tage Hinanden i Hånden når vi skulle over Gaden og så sætte afsted i Tispring og så skulle vi endda først stå i fem Minutter før der var nogen Udsigt til at vi kunne slippe heldigt over. Ja, når man sådan kommer ud, så skal man nok lære at tænke sig om. Man skal vide hvad man siger, og hvor man går. Vi var inde på en dansk Restaurant i Aftes. Der var dansk Betjening og da vi kom ind i Værelset var der også kun danske besøgende. Der var to Damer, men de så ikke videre interessante ud, så dem gjorde vi ikke Bekendtskab med. Så var der fire danske Herrer og dem gjorde vi naturligvis bekendtskab med, men vi brød os ikke videre om dem for jeg tror ikke de hørte til de pænere Kredse. Vi gik en Tur med dem. Jeg er ikke så vant til at omgås den slags. De var vist nogle farlige nogle, den ene af dem faldt på Knæ for mig og forsikrede at han elskede mig fordi han havde set mig en halv Time. Heldigvis er Edith så vant til Storbyen, hun har jo været både i Berlin og København, så hun er så udmærket at have med. Hun forstod at sige noget der ramte dem. Det er dejligt at have en Veninde der er ældre og klogere end en selv.
Maja og Edith 1914
Ellers er alt ved det gamle. Ja, jeg er lige så ustadig som altid. Der kan være tider, hvor jeg er rasende på mig selv fordi jeg blev kendt med Mikkelsen. Det er dette ulyksalige Sværmeri, der altid forfølger mig. Hvorfor lader jeg det ikke være. Jeg ved jo med mig selv, at jeg ikke mener det alvorligt når det kommer til Stykket. Det kan ikke være den rigtige Kærlighed jeg har til M, eller måske findes den slet ikke? Jeg synes, når man rigtig holder af en, så skulle man længes og drømme om ham og tænke på ham Dag og Nat, men jeg tilstår, at jeg tænker aldrig på M. Ja, der har været Tider, hvor jeg synes jeg kunne have taget hans Fotografi og trampet på det og kunne tage den Ring han gav mig og kastet den langt bort. Hvorfor lod jeg ikke være med at give ham Håb, jeg som elsker at være fri. Gid jeg turde, så skrev jeg til Mikkelsen at alt skulle være forbi, men jeg ved ikke rigtig om jeg ikke holder af ham alligevel, men jeg tror det ikke. Mit Ideal af en mand er først og fremmest at han er klog, ja en der er rigtig åndfuld, og jeg ville elske et par Øjne der var parret med Alvor, et glimt af Humor og Livsmod. Den, jeg skulle kunne holde af, skulle være meget klogere og bedre end jeg. Ja jeg er fordringsfuld.
Maja april 1914
Så fik jeg da gjort det forbi med Mikkelsen. Gudskelov det er overstået. Nu tager jeg skam ikke den første den bedste der byder sig til. Hellere forblive ugift, hvis man ikke kan få en man kan være stolt af, så man føler sig mindre og det kunne jeg ikke med Mikkelsen. Han var nu langt fra intelligent selvom han muligvis var et godt Menneske. Nej nu vil jeg foreløbig gøre lidt Grin med dem alle sammen.
Martin maj 1914
Kære Kusine,
Når jeg nu langt om længe griber Pennen for at skrive til dig, så synes jeg nok, at det er en Skam, at jeg ikke har gjort det allerede for en Tid siden, men husk du så samtidigt på, hvilke hårrejsende Sætninger, du skrev til mig i det sidste Brev. Jeg vil ikke gentage en eneste her, så var det mig alligevel ganske umuligt at blive en smule fornærmet.
Jeg kan ikke lide, at du så hurtigt kastede Vrag på din Ungersvend i Struer, det var da nydelige Ting han gav dig, synes du ikke? Så vil jeg også straks fortælle, at når det volder dig Besvær at lade være at vise din Veninde i London dette Brev, så gør dig ikke umage derved, jeg synes også hun skal se det – men hilsen til den Ubekendte.
Hvor mange engelske unge mandlige Venner har du haft, hvor mange har du atter ladet gå, og hvor mange har du lige for tiden? Jeg forlanger aldeles ikke svar på disse intime Spørgsmål. Idealet, om du ellers nogensinde har troet at have et, lod du nok blive herhjemme. Naturligvis søger jeg fremdeles at leve på bedste Måde og på rigtigste Måde.
Nu er du vel snart nogenlunde Herre over det engelske Sprog, jeg synes godt om Englænderne. Er der mange smukke engelske Frøkener? Nå ja, du er jo mest efter Gentlemen. The clever young men, do you like, I am sure.
Jeg sværmer for de engelske Parker, Hyde Park, Green Park, Viktoria Park osv., men jeg kan fortælle dig, at du næppe aner hvor smukt det er her i Danmark og vel allermest her på Sjælland i dette Forår. Så godt som hver eneste Søndag Sommeren igennem cykler jeg ud i det smukke Nordsjælland, ofte sammen med din høje Bror. Vi nøjes gerne med at drikke Kaffe et eller andet godt Sted.
En god og glædelig Pinse ønskes dig og mine bedste Hilsner din hengivne Ven og Fætter.
Martin Andersen
Maja maj 1914
Hermed en lille beretning om hvordan jeg sparkede i Løgsovsen herover. Det går jo ikke altid så roligt til som man skulle tro her i det kolde rolige England.
Jeg har det godt, naturligvis, det behøver jeg vist ikke at forsikre og det er vist også af den Grund at jeg ikke skriver nær så meget som i Førstningen. Jeg sidder her ved den ene Ende af Køkkenbordet og skriver, mens min Veninde sidder ved den anden. Ja, Edith og jeg, vi slår jo sommetider nogle Slag for Fædrelandet herovre. Vi passer så udemærket til Hinanden og jeg holder af hende som var hun min Søster.
Jeg har netop fået Brev fra Martin, det første siden jeg kom herover og han trænger i høj grad til at få Svar på. Vil han endelig have Krig, så skal han også få det.
Vi morer og meget når vi er ude. Vi have en fornøjelig Søndag sidste Uge og sådan går det næsten altid, når vi er ud. Og vi morer os altid også selvom vi er helt alene. Det kan vi takke vores gode Humør for, den taber vi aldrig. Det den ene ikke kan finde på af Kunster, det kan den anden. Nå, det var altså i Søndags. Vi var i en stor botanisk Have her i nærheden. Den hedder Kew Gardens og den er henrivende med alle de pragtfulde Farver af Blomster. De smukkeste Græsplanter og Drivehusene, hvor der findes alle mulige Planter – lige fra den mindste Blomst til det største Palmetræ. Nå, vi gik rundt i Drivhusene og så på det hele. Gik forresten og kedede os en lille Smule fordi det regnede lidt, og vi var ved at skulle gå hjemad. Mærkværdig nok er Slutscenen altid den bedste for os. Som vi bedst går møder vi fire Herrer. Der var nu ikke noget mærkeligt i det, for dem mødte vi så mange af, men så siger jeg til Edith ”jeg synes de taler et andet Sprog”, da de så var lige ud for os, er der en af dem, der siger ”det ser man alle Steder”. Hvad det var, man så alle Steder, ved jeg ikke, men derimod ved jeg, at jeg sædvanligvis udbrød ”Gud”, og Edith ”Det er Danske”. Det må de vel nok have hørt for så hilste de nok så pænt og sagde ”Javist, er vi Danske”, og selvfølgelig blev det til en Samtale og det endte så med, at de inviterede os med til The. Vi havde det så morsomt. Det var nogle forfærdelige vittige Hoveder, så vi var ved at le os halv fordærvet. Det var en Mediciner, der var herover for at fuldende Studier. Ham syntes jeg smaddergodt om. Så var der også to Skræddere – og en til som jeg ikke ved, hvad var. De var så pæne og dannede og elskværdige imod os. Muligvis vil de invitere os ud en anden gang og vi siger skam ikke nej.
Maja juli 1914
Jeg har det i Grunden så ensomt i denne tid og ganske forfærdelig kedeligt. Jeg er alene i Huset, hr. og fru Kruse er i Danmark og kommer ikke Hjem før om otte Dage eller måske ti.
Jeg er for et par Dage siden blevet Uvenner med Edith, over en ubetydelighed naturligvis, så vi har ikke talt sammen de to sidste Dage. Nå, det går vist snart i orden igen, for vi kan nu ikke undvære Hinanden, og man skal jo også have noget at skændes med engang imellem, ellers kommer man jo ud af Øvelsen. Og i Dag ved jeg nemlig, at hun behøver mig, fordi hun skal mødes med sin Ven men ikke kan komme til ham til Tiden. Jeg har lovet at gå derhen og sige det til ham, men nu skal hun få lov til bede mig om det en Gang til. Det er også ærgerlig, at hun er gået hen og har forelsket sig så ganske umanerlig. Hun er fuldstændig skør og taler ikke om andet end HAM. Jeg siger bare ”at hun gider forelske sig” der er da det dummeste man kan gøre, for Manden elsker kun sig selv, og vil så have en til at hjælpe sig med det, således også han, men nok om det.
Sidste Søndag var jeg for resten i London. Edith og jeg var inviteret derind af to danske Herrer, hvoraf den ene er Wendelbo og forresten et meget godt og elskværdigt Menneske. Han kan meget godt lide Edith. Han havde så taget en ven med som skulle underholde mig, men ham var der ingen af os der kunne lide. Han var forfærdelig overlegen og ville diskutere om alt mellem Himmel og Jord. Vi gav ham ordentlig tørt på og han fik lov at trække det korteste Strå – sådan en elendig Penneslikker på 21 år, hvad mon han bilder sig ind, men sådan er alle Kontorister. De tror de er så meget, men de er ikke en Pibe Tobak værd.
Vi fik taget et Billede. Kontoristen er ikke derpå, men ham der sidder mellem Edith og jeg med det mørke Overskæg er Wendelbo.
Kontoristen
Kære Frk. Madslund,
En hjertelig Hilsen med tak for sidst.
Her ser De så hvordan vore Forældres Børn så ud denne Dag.
Vi har i Dag også været i Hyde Park og set Suffragetterne blive smidt ud. Det var rigtig morsomt, men vi traf ingen Danske.
Maja juli 1914
Nu bliver der nok Europæisk Krig har jeg læst i ”Daily Mail”. Mon Danmark kommer med? Jeg håber det ikke. I øvrigt anfægter det ikke de koldblodige Englændere noget videre.
Åh, kære lille Danmark, og lille Vinderup og det kære lille Hus, hvor mine Kære bor. Og I kære Høstakke ude på Marken. Hvem der dog kunne slå Kolbøtter over jer. Jeg har ikke set en eneste Høstak herover og dog er der ingenting jeg holder mere af på Marken end en Høstak. Dens dejlige Duft. Jeg går sommetider ud på en Mark nu i denne tid hvor jeg er alene og sidder og læser i en Bog. Så snart jeg ser en Hest, en Ko eller en lille Kalv, så er jeg fuldstændig væk, men de små Kalve er bange for mig og jeg ville dog så gerne klappe dem lidt.
Maja august 1914
Der er mange Soldater her, men det er kun frivillige, her er nemlig ikke ret mange faste Soldater, da det kun er Lejetropper, men nu i Krigens tid er der en hel Mængde der går med som frivillige. 4.000 Mand har opslået deres Lejr en Fjerdingvej herfra. I Går var Edith og jeg henne at se det, så nu har jeg set en rigtig Soldaterlejr i Krigstid. Det var på en Gang både sørgeligt og glædeligt at se alle disse smukke raske unge Mænd og så tænke på, at de skulle sendes i Krig. Vi var lige ved at ønske at vi kunne gå med som Sygeplejersker, men det er jo umuligt når vi har Plads, ellers kunne vi lide at gøre det.
Maja oktober 1914
Ja, ja, jeg synes for resten selv at jeg er et misundelsesværdigt Menneske fordi jeg formår at holde det gode Humør oppe. Jeg er altid Mutters alene nu. Edith er selvfølgelig stadig min Veninde og holder ligeså meget af mig som før, men hun har kun en Interesse ”ham” og hvad ham vedkommer, for hun er jo bleven forlovet med en ung Englænder og er selvfølgelig altid hos ham når han har fri og derfor er jeg altid alene.
Som en Afveksling gik jeg i Kirke kl. 6½. I Grunden var jeg slet ikke oplagt til at gå i Kirke og jeg så da også så kritisk på det hele, at jeg var helt vred på mig selv bagefter, men man kommer nu uundværligt somme Tider til at anstille Betragtning over forskellige Ting. For det første morede jeg mig over Forsamlingen selvfølgelig alle i stiveste Puds. I England er Kirkegangen nemlig hvad jeg ville kalde Søndagsparade, hvor omtrent alle deltager en Gang hver Søndag og de mest snæversynede tre Gange. Det meste er Messen og Sang under hvilket Menigheden henholdsvis står – sidder – knæler – bukker eller nejer. Der bliver kun holdt en kort Prædiken som jeg forstår det meste af. Der er et Kor der synger – Dreng og voksne Mænd iført sorte Kjoler med hvidt Omhæng eller hvad man nu skal kalde det. Jeg søgte forgæves at opdage om de var knappede bagpå eller foran, da jeg syntes det var umuligt de kunne få Hovedet igennem det lille Hul foroven. Af Præster var to, begge skaldede, mens den ene var lige så rød som den anden var bleg. Da sidstnævnte kom på Prædikestolen måtte jeg uvilkårlig stirre på ham hele Tiden. For det første havde han et rent Gummiansigt og for det andet bestræbte han sig uden Resultat på at holde Øjnene åbne, mens hans ene Ærme hele Tiden hængte sig fast et eller andet Sted på Prædikestolen. Heldigvis er det ikke altid jeg er så ugudelig som i Dag, ellers ville jeg også fraråde mig selv at gå i Kirke.
Maja november 1914
Jeg var til Koncert den anden Aften hvor en fra Parlamentet holdte en Tale inden Musikken. Han kom atter og atter med det som også har lydt i den sidste Tid, nemlig en Opfordring til de unge Mænd til at gøre deres Pligt og gå i Krig før de bliver nødt til det. Gøre det af egen fri Vilje. Ligeledes sagde han til de unge Piger, at de ikke skulle holde deres ”Boy” tilbage. Bl.a. sagde han – ”Du unge Pige, når nu den unge Mand besøger dig på Torsdag eller hvilken Dag han nu plejer, så lad Dig ikke bedåre af hans skinnende Latter og noble Påklædning, men spørg ham – Har du Eksem? – har Du Tuberkler eller Mavekatar? eller hvad er det i Vejen med dig siden Du ikke går i Krigen?
Der sad to unge Mænd ved Siden af mig og den ene begyndte så småt at trække Jakken op over Ørene og den anden sagde, at han ville gå til Hæren, mens han forlegent kløede sig i Hovedet og uroligt flyttede sig på Sædet.
Henrik skrev noget om at der blev solgt hvide Fjer til de Englændere som ikke ville gå til Hæren. Det har jeg ikke hørt noget om og det er en stor Skam hvis de danske Aviser skriver sådant, der har jo meldt sig Tusinde og atter Tusinde af frivillige til den engelske Hær.
I Mandags da jeg var til ”Lord Mayor’s Show” som kun foregår en Gang om Året, var det et Optog gennem Gaderne med Lord Mayor i Guldkaret og et helt Optog af høje Dommere i gammeldags Dragter og Tjenere og Kuske i guldbroderede Uniformen. I År var også et vældigt Optog af Soldater af al Slags Militærvæsen og Kronen på det hele var særlig de canadiske Tropper som Englænderne var vilde for at se og det kan også nok være der var Mennesker og Trængsel. Det var et stolt Syn, disse Soldater, og rørende. Hvor var de flotte og hvor så de stolte og kække ud disse høje smukke Soldater med de alvorlige Ansigter. Særlig de London-Skotske med Skørter på som Du vel har hørt omtalt. Jeg kan slet ikke beskrive hvad jeg følte for alle disse Soldater da jeg så dem. Jeg var blandt andet forfærdelig bedrøvet fordi det forekom mig som om disse stærke og kraftige unge Mænd gik deres Død i møde eller jeg tænkte mig at se dem med kun et Ben eller en Arm eller på anden Måde fuldstændig ødelagt for Livstid.
En Aften jeg tog hjem fra London kom jeg til at sidde i en Vogn, hvor der var flere Soldater til Stede som stod i en af Gangene. I et Hjørne ved Siden af dem sad en ung Kone med et lille Barn på Skødet og den lille Unge sad og sagde ”Daddy” i en rigtig ynkelig Tone til en af Soldaterne. Imidlertid gjorde Toget hold og Konen og det lille Barn har steget ud uden jeg har lagt Mærke dertil. I hvert Fald, da jeg så hen i det Hjørne hvor de havde siddet, sad der en ung Mand i Stedet. Jeg lagde ikke videre Mærke til ham før jeg hørte en af Soldaterne sige ”Nå Daddy, op med Humøret”, da så jeg at den stakkels Mand sad og kæmpede med Gråden. Hvor det gjorde mig ondt – jeg kunne godt have taget ham om Halsen og kysset ham.
Englænderne er heller ikke så begejstrede for Krigssange længere fordi de alt for tydeligt opfordrer alle unge Mænd til at gå til Hæren og de krymper sig jo lidt mange af dem, men det er jo heller ikke så mærkeligt på en Måde.
Maja april 1915
…Moder tror at mit dårlige Humør kommer af en eller anden stor Hjertesorg og skriver at jeg endelig må fortælle hvad der er, der trykker mig. Jeg ved godt det er en Skam, men jeg kunne virkelig ikke lade være med at le hvilket næsten er nyt for mig. Ja sådan er eller var jeg. Og mig der ellers er så lattermild. Jeg har næsten ikke hørt mig selv le i fire Måneder.
Jeg passer på mig også med hensyn til Tøjet. Jeg gik med så meget Tøj at det endog vakte Fru Kruses Forargelse. Det er ikke min Hensigt at komme Hjem nu, dertil kan jeg alt for lidt af Sproget og jeg skulle helst lære så meget, at jeg om muligt kunne have lidt nytte deraf det når jeg kommer Hjem. Jeg har til Hensigt så snart jeg kan at gå til et engelsk Hus for Sproget og Pengenes skyld, da jeg får alt for lidt Løn her. jeg har også sagt op, særlig da jeg ikke var så fornøjet som før, men har måttet love fru Kruse ikke at rejse før hun kunne få en dansk Pige. Selvfølgelig, får hun ingen før Året er omme, har jeg lov at rejse og jeg ville dog aldrig blive her en Vinter til, for de har alt for lidt Varme, hvilket tror jeg var Grunden til, at jeg fik den Forkølelse, der til sidst er blevet så slem. Men det, at jeg frøs kom ikke kun af Kulden, for jeg fryser endnu skønt det er det dejligst Sommervejr, og jeg går i dobbelt så meget Tøj som sidste År ved samme Tid og da svedte jeg så jeg ønskede der bare ville komme en Vindpust og køle mig og nu er jeg så bange for et koldt Vindpust som for noget andet ondt.
Ja jeg siger det der væmmeligt at have det sådan jeg har aldrig oplevet en Vinter som denne.
Jeg tror ikke min Hjerne var rigtig klar måske var der gået Blod fra den, jeg glemte alt hvad Fru Kruse sagde til mig, kom jeg ud (hvilket var sjældent da jeg gik i Seng på min Fridage) så syntes jeg alting løb rundt, jeg kunne ikke kende Gaden og inde i Huset kunne sommertider Stuerne vende forkert for mig, min eneste Lyst var at sætte mig ned lige meget enten jeg frøs eller ikke, jeg tror jeg kunne sidde en hel Dag sådan, Ingenting tænke bare falde fuldstændig sammen. Dette var naturligvis ikke godt og det forhindrede jo også Arbejdet. Jeg gik og krøb sammen som et gammelt Menneske, mine Nerver var sådan, at min Hånd rystede, når jeg skulle tage på noget, jeg kunne ikke engang skrive. Om Aftenen kunne jeg være sådan, at jeg skælvede over hele Kroppen (ikke af Kulde), så jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst og blev jeg så endelig efter et par Timers Forløb færdig med en Opvask efter to Personer, så kunne jeg lige kravle op ad Trappen og i Seng, med det Håb, at så var det nok bedre næste Morgen, men det var ligesom det ikke hjalp mig at ligge i Sengen, så træt som jeg var. Om Aftenen, min Ryg kunne være sådan – og er det for øvrigt er endnu – at når jeg bøjede mig, kunne jeg skrige af Smerte.
Fru Kruse april 1915
Jeg ved jo næste ikke hvad jeg skal sige. Maja har ganske vist haft en slem og navnlig en langvarig Forkølelse, sidste skyldes hendes grænseløse Ubetænksomhed, imidlertid er hun aldeles ovre det og ganske sig selv igen. Hun blev forkølet ved Juletid og Nytårsaften skulle hun så til et Bal og havde uden jeg vidste det taget en klar Kjole på – Enden var jo at så begyndte det igen. Ved Forsigtighed blev hun snart bedre, men hun havde en grusom Snue i en Tid og endelig en grim Hoste. Maja er jo meget barnagtig og var utålmodig over at hendes Medicin og Hostedråber ikke hjalp straks, endskønt vores egen udmærkede Doktor, som vi selv udvalgte for År siden, sagde at det ville tage lang Tid. Han undersøgte hende grundigt og sagde, at hun ellers var sund og rask. Der var ikke det allerringeste i Vejen med hende, ikke engang Blegsot havde hun. Af ren Omhu og Godhed for Maja lod jeg hende ligge til henad Kl. 8 om Morgenen endskønt det er meget besværligt når det er i flere Uger. I Påsken, da Doktoren igen besøgte os, var han meget tilfreds med Maja. Maja er absolut ikke spor af dårlig længere. Hun spiser og drikker og det hun selvfølgelig tabte i Vægt i det Par Mdr. har hun vist allerede, efter hvad hun selv mener, taget på igen… Ja hun er ved at blive tyk og rigtig rødkindet som før, hun forelig taler om, at hun nu stadig må lægge sit Tøj ud – det ler vi ofte af.
…Jeg kan ikke sige andet end at jeg føler mig i høj Grad såret over at nogen kan tro at jeg kunne have et sygt Menneske i Huset og så bare lade stå til indtil udenforstående greb ind.
Jeg har behandlet Maja som jeg ville behandle min egen Sister hvad Ønsker angår og er såret over at De kan bede mig undskylde den Ulejlighed det at få Maja sendt Hjem ville være – som om det ikke var for intet imod den Ulejlighed jeg har taget i Januar og følgende 1½ Måned ved at skåne hende i alle mulige Retninger…
Edith april 2015
Maja har været meget sløj, men er nu meget bedre, efter hendes Udseende da, men hvad der ellers er i Vejen med hende er ikke let at blive klog på. Hun har en grim Hoste, men oprigtig talt, tror jeg slet ikke der er noget i Vejen med hendes Lunger. Lægen, hun har, er rent ud sagt en Idiot. Jeg har benyttet den samme Læge tidligere og var højst utilfreds. Når jeg forklarede ham, hvad jeg følte og lignende, svarede han mig ved at begynde at tale om Krigen og af Fru Kruse ved jeg, at han mener, at Majas Sygdom kun er Indbildning, og Fru Kruses Opfattelse af Maja er, at hun ikke er rigtig klog. Der er ingen, der vil tro, at hun fejler noget. Når jeg besøgte Maja kunne Fru Kruse sende Maja ud af Køkkenet og så bagtalte hun Maja i høj Grad sagde, at hun ikke var sin Løn værd o.l. så jeg har været meget ked af det for Maja.
For nogen Tid siden tilbød jeg Maja Pladsen her hos mig som Stuepige, hun ville have haft en let Plads da. Maja svarede mig og fru Williams, hvor jeg arbejder, at hun ville forfærdeligt gerne. Well, hun sagde op, men lod sig overtale af Fru K. til at blive. Fra den Tid hørte jeg aldrig Maja tale om anden end hvor ubehagelig Fru Kruse var. Efter ca. 4 Uger tilbød jeg hende at skaffe hende en anden Plads her i Selsey hos Fru Williams’ Søster. Jeg tænkte hun ville da ikke være så ensom og Søluften ville absolut gøre hende godt. Hun var forfærdelig opsat på det og sagde op igen, men igen med samme Resultat.
Hr Kruse 26. maj 1915
Maja ligger nu syg af Influenca.
Efter at hun var kommen sig over sin Forkølelse var hun helt rask i ca. 14. Dage, men begyndte så at skrante igen, men den tilkaldte Doktor, som også er vor egen Doktor, kunne ikke constatere nogen som helst Sygdom. Han har tilset Maja daglig, og kom til det Resultat, at hun var meget nervøs og hendes Sygdom mest indbildning, og han har flere Gange talt alvorligt til Maja, forklaret hende at hun var nervøs, og at hun bedst kunde kurere sig selv ved at prøve på at tage sig sammen, men det hjalp ikke og Maja gav fuldstændig efter, og var derfor nu meget sløj, da hun fik dette Anfald af Influenca.
Som Bevis på hvor rask hun var efter sin Forkølelse kan jeg meddele Dem at hun sagde sin Plads op, da hun vilde se at komme i et engelsk Hus til den 1ste Juni. Min Kone mente at hun skulde se Tiden lidt an, og det gik hun så også ind på, men da Maja så begyndte at skrante igen, blev det bestemt at hun skulde forlade os og rejse hjem til Danmark den første Juni.
Jeg må desværre sige, at Maja har gjort det mindst mulige for at hjælpe sig selv og os; ofte efter at Doktoren var gået har hun klaget over Smerter her og der, og når vi så spurgte hende hvorfor hun ikke sagde det medens Doktoren var der, svarer hun, at det havde hun ikke tænkt på, eller også at Doktoren jo ikke forstår alt hvad hun siger, og det skønt min Kone selvfølgelig altid er tilstede ved Doktorens Besøg.
Vi fandt også ud af, at hun i Reglen står op sent om Morgenen, og derfor går ned i Køkkenet uden at klæde sig på, og at hun så vidt vi kan forstå har gjort det hele Foråret, da hun var forkølet, og da dette blev foreholdt hende svarede hun at det gjorde hende såmænd ikke noget. Dette er kun nogle få Exempler på hvordan Maja har været, det er ikke let at stille noget op med Mennesker af den Slags.
En anden Ting er at Maja også ved sin opførsel med sine stadige Klager over nye indbildte Sygdomme i høj Grad har påvirket min Kones Helbred, så Doktoren nu har 2 Patienter i Stedet for en, og Doktoren har derfor beordret at Maja skal på Hospitalet, da min Kone ikke kan passe både hende og sig selv. Vi kunde ikke få Maja ind på Hospitalet før i morgen, og fik derfor i Morges en Sygeplejerske til at passe hende hjemme. Doktoren siger at det er et alvorligt Tilfælde af Influenca, som bedst kan passes på Hospitalet, og vi skal selvfølgelig også se til Maja der, da Hospitalet ikke er så langt fra os, ligesom vi skal gøre alt hvad vi ellers kan for Maja.
Såsnart hun er stærk nok til at rejse er det selvfølgelig bedst at hun rejser til Danmark, da vi ikke mere kan have hende i Huset.
Til Slut skal jeg kun sige, at hele Majas Helbred og hendes neurotiske Natur skyldes at hun ikke har sin Menstruation, og at Doktoren her betragter dette som en meget alvorlig Sag.
Hr. Kruse 27. maj 1915 – telegram Maja suddenly seriously ill influenza touched brain everything possible done. Kruse.
Hr. Kruse 28. maj 1915 – telegram Maja died quietly today at noon. Kruse.
Fru Kruse 30. maj 1915
Sygeplejersken ønskede mig pludseligt ind og sagde ”tal blot et Par Ord til hende jeg tror at hun er ved Bevidsthed”; Jeg sagde ”lille Maja har De sovet” hun åbnede Øjnene og sagde med lidt Besvær ”Ja, jeg har sovet noget”, det var alt, så døsede hun igen. Jeg takkede Vorherre i det Håb, at nu var det værste ovre, men Sygeplejersken, der er erfaren og har mange Års Pleje bag sig rystede på Hovedet lidt efter. Dette var kl. 10, omtrent ½ Time efter lød hendes Åndedræt så rallende og ved 11 3/4 Tiden begyndte hun at blive blå – Doktoren som kom kunne intet give og lige ved 12 Tiden sov hun ind.
* *
*